Historiske vingesus fra Alsace, Frankrigs Have

Ta’ med på denne spændende oplevelsestur fra 15.-20. juni 2020,
hvor vinruten og det skønne Alsace, Frankrigs Have venter på os.

Vi skal bo midt på vinruten i Obernai, stifte bekendtskab med krig og fred, kunst og kultur og det franske køkken med de tyske portioner. Vi skal naturligvis også besøge det danske medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind under samlingen i Strasbourg, hilse på storkene i deres reder i de små vinbyer, og så skal vi naturligvis smage på den fremragende vin der produceres på de mange vingårde, der ligger som perler på en snor ned gennem området.

Derudover skal vi på klosterbesøg og på visit i Colmar med ”Lille Venedig”. Det er også i Colmar museet Unterlinden med den berømte Issenheim-altertavle har hjemsted, og så skal vi til landfrokost og vinsmagning hos familie Sohler i Itterswiller og besøge det store marked i vores ”hjemby” Obernai.


På ud- og hjemturen overnatter vi i den smukke middelalderby Alsfeld, som vi også skal tage nærmere i øjesyn, og så arrangerer Freddy Blak en whisky- og portvinssmagning undervejs på turen ned gennem Tyskland, hvor han også fortæller om “Mennesker jeg mødte på min vej”.

Mandag den 15. juni 2020
07.00 Afrejse fra København.
Opsamling langs E45 mod Rødby Havn
09.45 Forventet færgeafgang til Puttgarden
Fra Puttgarden til hotellet har vi ca. 535 km.
Freddy Blak laver whisky- og portvinssmagning undervejs på turen gennem Tyskland.
18.00 Ankomst til vores Hotel Zur Schmiede*** i Alsfeld.
Indkvartering.
19.00 Aftensmad, lækker tre retters menu. Drikkevarer for egen regning.

Tirsdag den 16. juni 2020
07.00 Morgenmad på hotellet.
Afrejse mod Colmar.
Efter ankomsten tager vi en lille togtur i den smukke by, der blandt andet er kendt for Lille Venedig, museet Unterlinden, og kunstneren Frédéric Auguste Bartholdi, der bl.a. skabte Frihedsgudinden i New York.
Colmar på egen hånd. Vi udleverer et godt kort i bussen, så du kan finde vej.
Afgang mod Obernai.
Ankomst til Hotel Le Gouverneur*** i Obernai, med udsigt til vinmarkerne.
Indkvartering.
Samlet afgang til fods fra hotellet til aftensmad på lokal restaurant, hvor vi skal have en 2-retters menu, med lokale specialiteter. Drikkevarer for egen regning.

Onsdag den 17. juni 2020
08.00 Morgenmad på hotellet.
Busafgang fra hotellet, og en lille tur gennem Strasbourg med Freddy Blak som guide. Han besøgte og boede i Strasbourg 12 gange om året i de 15 år han var valgt til Europa-Parlamentet.
Vi kommer frem til Europa-Parlamentet, hvor det danske medlem Marianne Vind tager imod os, og fortæller om sit arbejde og syn på fremtidens Europa.
Vi skal også en tur på tribunen og høre lidt af debatten og følge afstemningerne.
Turen går herefter ind til Strasbourg Centrum, hvor der er masser af muligheder for at spise frokost på en af de lækre restauranter med fransk mad og tyske portioner.
Herefter skal vi have en sejltur på kanalerne, gennem sluserne og ud på floden Ill, inden Freddy Blak tager os med på en lille travetur gennem Petite France. Den slutter ved byens store katedral.
Der bliver også tid til at kigge lidt på Strasbourg på egen hånd, og spise aftensmad på en af de utallige restauranter, inden turen igen går tilbage til vores hotel i Obernai.

Torsdag den 18. juni 2020
08.00 Morgenmad på hotellet.
Tid til at tage det store lokale marked nærmere i øjesyn. Det fylder det meste af centrum i byen og tiltrækker mennesker fra hele oplandet. Virkelig en oplevelse.
Busafgang mod klostret St Odile, der ligger i 800 meters højde med udsigt over det meste af Alsace. Der er åbent overalt på klostret, der også fungerer som hotel og restaurant. Et besøg i kirken og i de smukke små kapeller er en utrolig oplevelse.
Efter klosterbesøget kører vi ned på vinruten til Itterswiller, hvor familien Sohler står klar til at modtage os i deres vingård. Vi skal først en lille tur rundt i vinkælderen, hvorefter vi går over i den helt nye besøgsafdeling, hvor vi skal spise en spændende landfrokost med pølse, ost og kage, høre om vindyrkning og have smagsprøver på familiens kvalitetsvin, fremstillet af udelukkende håndplukkede druer. Det hele foregår på et let forståeligt tysk.
Der bliver naturligvis også mulighed for at købe nogle gode flasker vin med hjem, hvorefter turen igen går mod Obernai.
Samlet afgang fra hotellet til en rigtig lokal restaurant, hvor vi skal have lidt egnsretter. Drikkevarer for egen regning.

Fredag den 19. juni 2020
08.00 Morgenmad på hotellet
Herefter går turen igen mod Alsfeld. Vi kører ind til bymuren i byens centrum og får mulighed for at kigge lidt rundt i den hyggelige by, måske nyde et lille glas eller en kop kaffe, inden vi kører ud til hotellet, hvor vores værelser og en lækker menu venter på os. Drikkevarer for egen regning.

Lørdag den 20. juni 2020
07.00 Morgenmad på hotellet
08.00 Afrejse
ca. 16.15 Puttgarden
ca. 19.00 København

Pris pr. person 5.915,- i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse kr. 950,-

Rejsen sælges efter princippet ”Først til mølle”

Tilmelding